Skip to main content

Ella skaber glæde hos forældre og børn

Oprettet d. 16. august 2023

Jeg er frivillig i Mødrehjælpens butik på Amagerbrogade 22, fordi jeg holder af at se de glade børn og deres mødre og fædre, der kommer ind i butikken, og som bruger rigtigt meget tid på at finde tøj og legetøj.

Vi har et legehjørne, hvor børnene kan bruge tid på at lege. Det gør mig rigtigt glad, når jeg ser, at de går tilfredse ud af butikken med fyldte poser.

Jeg har også rigtig meget glæde af det socialt – både i kontakten med børnefamilierne, men også med de kolleger, jeg er frivillig sammen med. Vi hygger os på vores vagt, og det skal der også være plads til.

I butikken tager jeg imod en masse donationer af tøj og legetøj og babyudstyr. Vi vasker tøj, vi sørger for, at legetøjet er helt, og så prissætter vi det, og det ryger på stativerne og til salg.

Vi har en lille bamsekurv, så når der kommer nogle dejlige, skønne børn ind ad døren, så har vi mulighed for at give dem en gratis bamse.

Jeg gør en forskel for børnefamilierne ved at være imødekommende og tage godt imod dem, når de kommer ind i butikken. Jeg guider dem rundt i butikken og gør, hvad jeg kan for at hjælpe dem.

Jeg er en lille brik i det store Mødrehjælpspuslespil, som tjener penge ind til, at børnefamilier kan søge nogle af de støttemuligheder, der er – blandt andet Den rullende kagemand, konfirmationshjælp og kontingenter til sportsaktiviteter.

Mødrehjælpen Amager

Mødrehjælpen Amager er en lokalafdeling af Mødrehjælpen, som har butik og aktiviteter for forældre og børn. Mødrehjælpen støtter udsatte familier i Danmark.

Mød Mødrehjælpen Amager til Frivillig Fredag den 29. september klokken 16.00-18.00 i Maskinhallen, Sundholmsvej 28A

 

Fotos: Anders Bentzon - Typer i København

Facebookbegivenhed

Frivillig Fredag-kampagnen er udarbejdet med støtte fra Amager Vest Lokaludvalg og Amager Øst Lokaludvalg