Skip to main content

Årsmøde & Fællesspisning: Hvor skal vi hen med frivilligheden på Amager?

Oprettet d. 22. marts 2024

DE SIDSTE 10 ÅR har FRIVILLIGCENTER AMAGER haft succes med at skabe bedre fysiske rammer for frivilligheden på Amager. Vi har fejret Grundlovsdag og Frivillig Fredag, lavet udviklingsprojekter med fokus på social inklusion og hjulpet foreninger videre og nye projekter i gang. Vi har synliggjort frivilligheden, talt dens værdi op over for kommunen, og vi har bistået mange foreninger med konkret råd og vejledning om alt fra vedtægter, organisering og økonomi til projektudvikling, rekruttering, kompetenceudvikling og kommunikation.

NU STOPPER VI OP og spørger: Er det, vi gør, det rigtige? Er det med til at afhjælpe sociale udfordringer? Spiller vi de frivillige fællesskaber stærkere? Har vi egentlig fingeren på pulsen i forhold til jeres behov og ønsker?

VI VIL LÅNE JERES HOVEDER og hjerter i nogle timer for at få hjælp til at finde nogle af svarene på disse spørgsmål.  Der er mange gode ting i gang eller på tegnebrættet, men vi har brug for at få jeres idéer, erfaringer og perspektiver i spil også.

VERDEN SKAL HELST BLIVE BEDRE, og det arbejde er fuld af udfordringer, der hverken kan forstås eller løses uden samarbejde, nysgerrighed og al den dygtighed og det netværk, som vi tilsammen besidder og giver hinanden.

DERFOR HÅBER VI MEGET, at I vil give lidt af jeres dyrebare tid, når vi indbyder til årsmøde med fællesspisning tirsdag d. 23. april kl. 17.30-19.30 i Lysthuset, Kulturhuset Islands Brygge. Efter maden er der ordinær generalforsamling for medlemmer af frivilligcentret.

VEL MØDT og giv os gerne besked senest to dage før om, hvor mange I kommer, så vi kan undgå madspild.

MANGE HILSER FRA ALLE OS I FRIVILLIGCENTER AMAGER

TID: Tirsdag d. 23. april kl. 17.30-19.30
STED: Lysthuset, Kulturhuset Islands Brygge
HUSK TILMELDING: Denne e-mail adresse bliver beskyttet mod spambots. Du skal have JavaScript aktiveret for at vise den.