Victor redder overskudsmad
”Jeg er frivillig hos Madboks, fordi det er et virkeligt godt initiativ, som jeg faldt over, da jeg studerede og selv godt kunne bruge en hjælpende hånd. Jeg blev frivillig, fordi jeg gerne ville give noget tilbage og gøre den forskel for andre, som Madboks har gjort for mig.
Jeg har været frivillig siden sommeren 2024, og selv efter jeg kom i job, blev jeg ved, for jeg synes, det er sådan et godt initiativ. Jeg kan virkeligt godt lide fællesskabet – og de folk, der er tilknyttet, er fantastiske.
Vi har tre udleveringssteder: På onsdage og søndage er vi på Amager, og om lørdagen er vi på Nørrebro.
Når vi har indsamlingsvagt, tager vi rundt til supermarkeder, butikker og bagerier, som vi har aftaler med, og samler maden ind. Når vi har sorteringsvagt, så sorterer vi al maden i kasser efter type, så det gør det nemmere at udlevere maden. Vi gør et antal kasser klar til udlevering. På udleveringsvagten uddeler vi normalt mellem 50 og 100 kasser – nogle gange flere. Det er den vagt, hvor folk også kan komme og afhente mad fra deres kasser.
Jeg har mest uddelingsvagt, og af og til tager jeg også en indsamlingsvagt om morgenen. Jeg er vagtleder for udleveringsholdet.
Vi redder rigtigt meget mad – jeg tror, det er næstet et ton om ugen pr event. Vi har også internationale frivillige, som kommer her for at høre om Madboks, og som starter lignende initiativer op i deres hjembyer. Vi gør virkelig en forskel for de mennesker, der ikke har råd til at købe mad. Det har virkelig betydet meget for mig – hvis ikke jeg havde Madboks, ville jeg måske have været nødt til at flytte hjem til Italien.”
BLIV FRIVILLIG I MADBOKS
Du kan læse mere om at blive frivillig i Madboks her
MØD MADBOKS
Frivillig Fredag-kampagnen er udarbejdet af Frivilligcenter Amager og støttet af Amager Vest Lokaludvalg.