Skip to main content

Simon gør børn glade gennem motion

Oprettet d. 26. januar 2026

”Jeg er frivillig i FitforKids, fordi børnene bliver glade af at træne efter en lang skoledag, hvor de måske er sure og trætte. Det er fedt at se, at børnene godt kan, selvom de siger, at de ikke kan eller er usikre på sig selv. Jeg har dyrket motion det meste af mit liv, så jeg ved, hvor vigtigt det er, at der er en, som stoler på, at man godt kan, selvom det er hårdt.

Vi træner to gange om ugen i Prismen, hvor vi om mandagen kun træner med børnene, mens det om lørdagen er for hele familien. Om lørdagen kan de tage søskende og venner med, og de skal have en forælder med til træningen. Derudover står hovedkontoret for kostvejledning til familierne.

Jeg forbereder træningen og gør klar til, at børnene kommer om mandagen. Jeg kontakter også familier, som skal starte på holdet.

Vi træner i en time, hvor vi fokuserer på cardio, styrketræning og leg. Det handler om at få pulsen op, at børnene får noget motion, og at de er glade, sociale og snakker med hinanden. Vi arbejder meget med, at de selv må vælge mellem forskellige styrkeøvelser, så er det sjovere for dem. Vi lægger meget vægt på, at de får pulsen op, og at de får noget socialt ud af at være her.

Det er gratis at deltage, og det er for 7-15 årige. Det kan være børn, der skal tabe sig, eller som har brug for motion eller noget socialt i hverdagene. Det kan også være børn, som ikke er glade for boldspil eller træning på store hold, eller hvor familierne ikke har råd til fritidstilbud. 

Vi har oprettet en profil på Socialkompas KBH for at nå ud til nye mennesker og finde flere hænder til holdtræningen. Vi hører fra nogen af de nye frivillige, at de har set os på Socialkompas KBH. Det er en god måde at gøre opmærksom på, at vi eksisterer. Platformen er forholdsvis overskuelig – og man går ind for at finde noget specifikt.

Socialkompas KBH er en af de gode hjemmesider, hvor man kan komme ud til mennesker. Når jeg møder andre unge mennesker, som leder efter et frivilligjob, foreslår jeg, at de kigger på Socialkompas KBH eller Frivilligjob.dk for at få et overblik over, hvad man kan lave”.


Find FitforKids og andre foreninger på kbh.socialkompas.dk

Bliv frivillig i FitforKids