Frank rådgiver mennesker med ondt i økonomien
”Jeg er frivillig i Dansk Folkehjælps Økonomi- og Gældsrådgivning, fordi jeg gerne vil hjælpe andre og give lidt igen. Det gør noget for mig at hjælpe andre mennesker, og at folk bliver glade og taknemmelige for rådgivningen.
Jeg har arbejdet som økonomi- og HR-chef og revisor. Da jeg gik på pension i 2024, ville jeg gerne gøre en forskel og hjælpe andre med økonomi- og gældsproblemer. Jeg valgte Dansk Folkehjælp, som har en indsats, hvor cirka 70 frivillige på landsplan hjælper folk, som er i nød med deres økonomi.
I vores afdeling dækker vi primært Amager og København. Vi starter altid med at holde et møde med rådsøgerne i A-huset på Amager for at få et fuldt overblik over rådsøgers økonomi og gæld. Vores rådgivning er gratis, uvildig og fortrolig.
Vi hjælper for eksempel med at lægge et budget. Mange af dem, vi rådgiver, har et meget lavt rådighedsbeløb – især efter kontanthjælpsreformen. Vi hjælper ligeledes med at se efter besparelsesmuligheder i budgettet, så rådsøgers rådighedsbeløb kan blive større.
Rådsøgerne har meget forskellige baggrunde: De kan være enlige forsørgere, førtidspensionister, mennesker, der har en stor virksomhedsgæld, eller som er kommet ud af et lejlighedssalg med en stor gæld efter finanskrisen. Det er mange forskellige skæbner, som vi ser.
Det har overrasket mig, hvor mange der har ondt i økonomien – på landsplan hjælper vi omkring 1000 om året - og det er kun toppen af isbjerget. Derfor har vi også brug for flere frivillige kolleger.
Mange af henvendelserne kommer via Socialkompas, og vores organisationskontor tror, at omkring 25 % har set tilbuddet på Socialkompas, fordi de kommunale medarbejdere på landsplan er gode til at brede værktøjet ud til brugerne og vores rådsøgere.
Vi ser kun fordele ved, at Socialkompas samler alle tilbud ét sted, og vi er glade for også at være kommet på Socialkompas KBH og håber, at alle kommuner kommer med”.
Find Dansk Folkehjælp og andre foreninger på kbh.socialkompas.dk