Skip to main content

Claudia hjælper kvinder i job og uddannelse

Oprettet d. 25. juni 2026

”Jeg er frivillig i KVINFOs mentornetværk, fordi jeg gerne vil hjælpe et andet menneske, og fordi det er meget givende at være frivillig og bruge min tid og mit overskud på at hjælpe andre.

Det betyder også meget for mig at kunne hjælpe kvinder, som står uden for arbejdsmarkedet, og som ikke kommer fra Danmark, da det især for dem kan være enormt svært at komme ind på det danske arbejdsmarked, når der er sproglige og kulturelle barrierer.

Jeg er heller ikke helt dansk – mine forældre kommer fra det tidligere Tjekkoslovakiet, så de er også kommet hertil uden at kunne sproget og har skullet integrere sig. Det er ikke altid nemt at gøre det.  

Jeg er mentor for en kvinde med minoritetsetnisk baggrund – hun er min mentee. Jeg hjælper hende med at søge jobs, og jeg taler dansk med hende, så hun også kan få praktiseret sit danske sprog og forbedre det.

Jeg hjælper hende også med skridtene på vejen til, at hun kan komme godt i gang med sin jobsøgning. Hun er min anden mentee, jeg har, og jeg har været frivillig siden maj sidste år. Det er en lokal projektleder, som har stået for at matche mig med kvinderne, og vi har begge gange mødt hinanden inden vi blev matchet. Mentorforløbene varer op til et år.

Som frivillig mentor er det vigtigt at have empati – og jeg har både erfaring med jobsøgning og en interkulturel forståelse, som jeg ser som en styrke i mit frivillige arbejde.

Vores mentees kan have forskellige baggrunde, profiler og behov, men jeg hjælper primært med jobsøgning, for det er der, jeg føler, at jeg kan bidrage. Jeg giver støtte til de behov, som min mentee har. Jeg kan altid ringe til min projektleder i mentornetværket, hvis jeg er tvivl om noget.

Sekretariatet i KVINFOs mentornetværk bruger Socialkompas KBH til at udbrede kendskabet til mentornetværket, men også til selv at finde andre tilbud, som kan være relevante for netværkets mentorer og mentees at kende til. Det gør det meget nemmere at skabe et overblik over tilbud og aktiviteter med én fælles indgang”.