Skip to main content

Tom giver en ældre en cykeloplevelse

Oprettet d. 24. august 2026

”Jeg er frivillig i Cykling uden alder ved Ørestad Plejecenter, fordi jeg synes, det er sjovt at cykle med beboerne på plejecentret, og jeg nyder det og holder af at se livet i deres øjne, når vi kommer tilbage.

Jeg blev frivillig, fordi jeg gerne ville have noget at tage mig til, hvor jeg møder mennesker, da jeg holdt op med at arbejde. I mit arbejdsliv havde jeg en stor kontaktflade, så det savnede jeg. Jeg har påtaget mig rollen som cykelkaptajn, så jeg oplærer nye piloter og servicerer cyklerne. Vi cykler ud med de beboere, der magter at komme ud.

De dage, hvor vi cykler, kan se meget forskellige ud. Normalt kommer vi hen til cyklen og gør den klar, og så venter vi på, at personalet kommer ned med beboerne. Vi hjælper beboerne op i cyklerne og cykler af sted.

Vi cykler både lange og korte ture – for eksempel til Dragør eller på Kalvebod Fælled, som ligger tæt på. Hen over 14 dage i december kørte vi over til Angolavej, hvor de pynter husene op til jul.  

Cykling uden alder er en forening, der er grundlagt i Danmark, og som er organiseret under foreningens internationale paraplyorganisation, Cycling Without Age, der drives som en international non-profit-organisation. Organisationen findes i 41 lande rundt omkring i verden. Det er det samme koncept, uanset om du er i Danmark eller i Australien, hvor frivillige giver ældre, der ikke kan cykle, en tur i en rickshawcykel.

Jeg plejer at sige til nye frivillige cykelpiloter, at hvis de skal på ferie i for eksempel Australien, så kan de tage kontakt til et sted, der har Cycling Without Age og komme ud at cykle med nogle ligesindede der, og mange gange kan de få vist en masse ting, de ellers ikke ville have fået at se.

Sekretariatet for Cykling uden alder bruger Socialkompas KBH til at være synlig for dem, der aktivt leder efter et meningsfyldt fællesskab at være med i. Platformen gør det nemt at finde tilbud, der passer til den enkeltes ønsker – og det er dejligt, da Cykling uden alder kommer frem til dem, der gerne vil have vind i håret!”

Læs mere om Cykling uden alder og find andre tilbud på kbh.socialkompas.dk

Bliv frivillig cykelpilot