Skip to main content

Christoffer gør Amager grønnere

Oprettet d. 28. august 2025

”Jeg er frivillig i Amager Grønne Nabofællesskaber, fordi jeg går meget op i forskellige måder at gøre noget for den grønne dagsorden.

Jeg bor selv på Amager, og jeg fik kendskab til Grønne Nabofællesskaber, da jeg var på Grøn Højskole for nogle år siden. Det var fedt at mærke fællesskabsfølelsen, og jeg holdt kontakten ved lige med en af dem, der har været til at starte det lokale fællesskab op på Amager.

Jeg er med til at planlægge, organisere og afvikle arrangementer og events. Vi er en kernegruppe, som sørger for, at vi får søgt penge og sat ting i gang. Det kan være fællesspisninger, plantedage og arrangementer med en grøn dagsorden.

Et eksempel på en event er, at vi generobrede Store Bededag, som vi mistede, og lavede Store Højbededag. Her samlede vi nogle stykker til at bygge plantekasser, komme jord i og så frø – nu er det spiret og ser grønt og dejligt ud.

Jeg synes, at Amager Grønne Nabofællesskaber er en vindersag – det skaber fællesskabsfølelse, og vi kommer hinanden ved, og vi har nogle fede arrangementer og initiativer, hvor vi arbejder i retning af en grønnere fremtid ved at møde ligesindede og bringe mennesker sammen om en grøn dagsorden.

Jeg håber, at jeg med mit bidrag gør en forskel for det lokale, for biodiversiteten og for sammenhængskræften ved at få folk til at mødes.

Jeg håber også, at flere kommer med, for det er en nem måde at være med på, og vi har mange forskellige typer af opgaver – man kan alt fra at stikke fingrene i jorden og plante noget til at søge fondsmidler”.

 

VÆR MED I AMAGER GRØNNE NABOFÆLLESSKABER

Du kan læse mere om at være med i Amager Grønne Nabofællesskaber her

 

MØD AMAGER GRØNNE NABOFÆLLESSKABER

Til Frivillig Fredag den 26. september klokken 16.00-18.00 i Maskinhallen, Sundholmsvej 28A kan du møde Amager Grønne Nabofællesskaber og mange andre foreninger

 

Frivillig Fredag-kampagnen er udarbejdet af Frivilligcenter Amager og støttet af Amager Vest Lokaludvalg.